Den her kage smager virkelig genialt! – en let yoghurtkage med søde og syrlige rabarber sammen med en lækker crumble. En kage der virkelig godt kan gå hen og blive vanedannende!
Kagen kan sagtens laves med andre af sommerens bær, når vi er ude af rabarber sæsonen igen ;-)

Den smager perfekt og har den helt rette konsistens. Og så er den også ret nem at lave. Den skal gerne laves dagen før, da den har rigtig godt af at stå på køl og sætte sig.


Kagen er en videreudvikling af en anden yoghurtkage med blåbær og hvid chokolade, jeg lagde ud for lidt tid siden. Rabarber, er som sagt i sæson nu her, så de skulle selvfølgelig med i kagen, samt et sprødt lag crumble.
Yoghurtkage med rabarber og crumble
Ingredienser:
Yoghurtkage med rabarber:
400 g rabarber
2 spsk sukker
35 g mel
2 æg
100 g sukker
5 dl yoghurt naturel 1,5 %
Skal fra 1 økologisk citron
150 g hvedemel
2 tsk bagepulver
Lidt salt
50 g smør
Crumble:
115 g smør
145 g sukker
100 g hvedemel
60 g havregryn
Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader (traditionel ovn).
2. Rens rabarber og skær i mindre stykker, ca. 1-2 cm. Vend dem med 2 spsk sukker og 35 g mel. Lad dem stå.
3. Pisk æg og sukker sammen til en lyst og luftigt.
4. Rør yoghurten i dejen sammen med citronskal og sigt derefter mel, bagepulver og salt ned i dejen.
5. Smelt smørret og rør det i vejen.
6. Kom dejen i en smurt springform (ca. 24 cm i diameter).
7. Fordel rabarberstykkerne jævnt ovenpå dejen.
8. Bland ingredienserne til crumble og fordel det over hele kagen, så den er dækket.
9. Bag kagen i 15 min. ved 200 grader. Skru derefter temperaturen ned til 160 grader og bag kagen yderligere i 50 min.
10. Afkøl kagen før den tages ud af formen.
Lad den gerne komme på køl natten over.


0 Kommentarer
7 Pingbacks