Et alternativ til den velkendte (og meget lækre) havregrød findes der ovnbagt grød, hvilket kan varieres i mange varianter. Jeg har tidligere lavet denne ovnbagt grød med æbler og dadler og denne gang ville jeg prøve med sæsonens frugt, nemlig rabarber! Jeg er vild med rabarber i alle versioner, og i denne ovnbagte grød har jeg brugt en kompot smagt til med vanilje.

Det gode ved ovnbagt grød er desuden, at man kan komme alt mulig slags topping på, og hvis der er noget jeg er vild med, så er det TOPPING! Det er så lækkert, alt det man kan gøre med topping; både tilsætte noget crunch, sødme, fedme osv.
Ovnbagt grød er super nem at lave og tager ikke lang tid. Bonus er også, at det er nærmest som at spise kage til morgenmad, og det giver da kun en god start på dagen og et smil på læben ;-)

Ovnbagt grød med rabarberkompot og dadler

Ingredienser:

200 g rabarberkompot (smagt til med vanilje)
135 g havregryn
30 g mandler
40 g tørrede dadler
2 dl vand
2 æg (str. M/L)
2 spsk kokoschips + en lille håndfuld til toppen
1 spsk solsikkekerner

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader
2. Hak mandlerne groft og skær de tørrede dadler i mindre stykker.
3. Pisk æggene sammen og bland alle ingredienser sammen.
4. Hæld massen i en passende smurt form eller beklædt med bagepapir (jeg brugt en form på 35 x 10 cm)
5. Bag grøden midt i ovnen i ca. 30 min.

Se flere inspirerende madbilleder på min Instagram-profil