Dag 1 på alternativ kostform; Stenalderkost, startede med denne omelet. På denne livsform skal vi undgå kornprodukter, mejeriprodukter mm, og derfor kunne jeg ikke få min sædvanlige havregrød. Denne omelet var et ganske godt alternativ, da den er god mættende og altid godt at prøve lidt andet til morgenmad. Den har en fin sødme fra æblet med kanel samt det lidt syrlige fra limesaften. Fyldet vil traditionelvis nok være lidt noget andet, fx. grøntsager og kød, som du jo sagtens kan gøre i stedet for. Jeg foretrækker bare at få lidt frugt til morgenmad, og derfor blev det æble med kanel.
Omelet med æble og kanel (1 pers)
Ingredienser:
1 æble
¾ spsk kanel
¼ tsk kardemomme
3 æg
Salt
Saft fra ½ lime
Fremgangmåde:
1. Skær æblet i små tern og kom det i en skål
2. Tilsæt kanel og bland det godt rundt.
3. Varm en pande op til lidt over middelvarm med lidt fedtstof på og kom æblerne på.
4. Mens æblerne står og hygger sig, slå du de tre æg ud i en skål og pisk det sammen.
5. Tilsæt lidt salt og kardemomme til æggene og pisk godt.
6. Tag æblerne af panden når de virker lidt bløde i det.
7. Kom 1 spsk fedtstof på panden og hæld æggene på.
8. Når den har sat sig rimelig godt men stadig er en smule flydende øverst, så vender du den så den bliver færdig på den anden side.
9. Tag omeletten af når den er gylden på begge sider og kom æblerne på den ene halvdel.
10. Pres limesaft udover æblerne og læg den anden halvdel over.
Skriv et svar