Jeg må indrømme, at jeg er ret meget oppe og ringe over denne opskrift og har glædet mig til at dele den med jer! Lige for tiden er jeg helt vild med bounty, og tænkte at dem ville jeg forsøge at lave selv, men med et lille twist. Nemlig hvor lidt af kokosmelet bliver ristede. Jeg synes ristede kokos smager helt fantastisk, så hvorfor skulle det ikke også gøre det i denne bounty.


Opskriften er super nem at bikse sammen og tager faktisk ikke så lang tid i køkkenet. Det er mere køle/frys tiden der tager længst tid.
En skøn snack lige at have i køleskabet, når man har lyst til lidt sødt. Prøv den :-)
Søger du flere opskrifter med kokos?
– Kokostærte
– Deluxe drømmekage med hvid chokolade
– Granola
– Banangranola
Bounty med ristede kokos
Ca. 15 stk. a 2,5 x 2,5 cm
Ingredienser:
1 dl tyk kokosmælk (det tykke kokosfedt øverst i din kolde kokosmælk)
200 g kokosmel
2 spsk flydende honning (jeg brugte akaciehonning)
1 nip salt
100 g mørk chokolade
Fremgangsmåde:
1. Stil din kokosmælk på køl i en times tid, så kokosfedtet flyder til toppen og stivner.
2. Rist halvdelen af din kokosmel på en tør pande eller i ovnen, til det bliver gyldent. Lad det afkøle inden du begynder at blande råvarerne.
3. Kom den tykke kokosmælk, kokosmel, honning og salt i en skål. Bland det godt sammen.
4. Find en form som er frysesegnet. Jeg brugte en chilikoneform. Pres din kokosmasse ned i formen. Du kan også bruge en madkasse og fordele det ud i.
5. Sæt det på frys i 1 ca. en time eller dagen efter, hvis du har god tid.
6. Skær dem ud hvis du har kommet det hele i én form, ellers tages de ud af de mindre forme.
7. Smelt chokoladen og overtræk dem eller blot kom chokolade på toppen.
Opbevares i lufttæt beholder i køleskabet.

Instagram og gratis opskrifter
Følg endelig med på min instagramprofil og se et stort udvalg af madbilleder samt få en masse inspirerende opskrifter
0 Kommentarer
7 Pingbacks