IMG_5921I disse dage lever jeg på Paleo 1.0 kostform, hvilket betyder der skal prøves lidt andre opskrifter af. Lidt søgning på nettet i de forskellige paleo forummer gav mig dette resultat. En pandekage/wrap hovedsagligt bestående af blomkål. Haps haps den lød lækker, så den skulle da prøves. Må sige den er virkelig god! Pandekagerne synes jeg sagtens kan erstatte en almindelig mexikansk pandekage, så prøv dem endelig! Fyldet kan du varierer som du har lyst til fx oksekød, kylling, laks osv. med grøntsalat til.

Blomkålswrap med fyld (6-8 pandekager)
Ingredienser:
Wrapdej:
1 blomkålshoved
1 stor gulerod
6 æg
1 lille løg
salt og peber

Fyld: Efter eget ønske. Vi brugte noget hakket oksekød + blandet salat.

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
2. Skær blomkålshovedet i små buketter (også stokken) og vask det grundigt.
3. Blend blomkålsbuketterne i en foodprocessor eller minihakker til det bliver en slags pulver. Kom det i en skål.
4. Riv guleroden og bland det med alt blomkålspulveret.
5. Tilsæt æg, finthakket løg, salt og peber.
6. Tag en bradepande og beklæd den med bagepapir. Kom til fedtstof på bagepapiret.
7. Kom lidt af dejen på pladen i det ene hjørne og form en cirkel. Der skal være to pandekager på en plade.
8. Bag dem i ca. 10 min, vend dem med en paletkniv og bag yderligere 8-10 min.
9. Fyld med lige præcis dit ynglings fyld.