Kategori: Aften + tilbehør (side 1 af 7)

Tærte med pulled pork og cheddar

Det blev lige til endnu en tærteopskrift til bloggen, men jeg havde lige en idé, der skulle afprøves, og det blev ret lækkert, så kunne ikke lade være med at dele opskriften med jer. 
Pulled pork bruger de fleste muligvis ofte i en burger, men jeg tænkte, hvorfor ikke forsøge sig med det i en tærte med cheddar og smukke røde grøntsager. 

Jeg bruger den samme tærtebund, som jeg har brugt i tidligere opskrifter, da jeg synes den fungere rigtig godt, den er meget nem og lave, og så indeholder den også en smule fibre fra havregryn.
Pulled pork kan altid skiftes ud med anden type kød, hvis du har en anden rest af en steg eller lignende.  

Tærte med pulled pork og cheddar

Ingredienser:

Tærtedej:
1 dl vand
¼ dl olie
80 g havremel (blendet havregryn)
100 g hvedemel

Fyld:
100 g pulled pork
100 g cherrytomater
1 snackpeber
1 lille rødløg 

Æggesnaps:
5 æg
1 dl creme fraiche (18% fedt)
salt og peber
140 g revet cheddar

Fremgangsmåde:
1. Bland alle ingredienserne til dejen sammen, og rul den ud på et let meldrysset bord. Læg den i en smurt tærteform (ca. 22 cm)
2. Prik bunden med en gaffel og bag den i ca. 10 min. ved 175 grader (alm. ovn).

Lav fyldet imens:
3. Pil rødløg og halvere. Skær i tynde skiver. 
4. Fjern kerner fra snackpeber og halvere og skær i tynde skiver.
5. Varm en pande op med olie på. Steg løg og peberfrugt i et 3-4 min ved høj varme. 
6. Fordel halvdelen af de stegte løg og peberfrugt på den forbagte tærtebund. 

Æggesnaps:
7. Slå æggene ud i en skål og pisk det sammen med creme fraiche, salt og peber. Tilsæt af revet cheddar. 
8. Kom æggesnapsen ovenpå. Top plukket pulled pork, resten af de stegte løg og peberfrugt og  halverede cherrytomater. 
9. Bag tærten i ovnen ved 200 grader (alm. ovn) i ca. 30 min. 

Tærte med karamelliserede løg, spinat og mozzarella

Denne tærte er en af min absolut yndlings tærte, især pga. af de karamelliserede løg, som har en fantastisk smag sammen med spinat og mozzarella. 

Jeg brugte almindelig løg, men hvis du har rødløg liggende, kan de også sagtens bruges – ingen problem! 

Tærtebunden er meget nem at bikse sammen og har endda fået sneget en anelse fuldkorn ind ;-) Jeg er vild med at lave tærte, da det er nemt og faktisk også, fordi det er så lækkert at have med i madpakken dagen efter. Denne tærten kan både nydes lun eller dagen i madpakken!   

Tærte med karamelliserede løg, spinat og mozzarella 

Ingredienser:

Tærtedej:
1 dl vand
1/4 dl olie
80 g havremel (blendet havregryn)
100 g hvedemel

Karamelliserede løg:
En god klat smør (ca. 2 spsk)
4 løg
3 spsk balsamico
2 spsk honning
salt

Æggesnaps:
5 æg
1 dl creme fraiche (18 % fedt)
200 g frossen spinat
salt og peber
140 g revet mozzarella

Fremgangsmåde:

1. Bland alle ingredienserne til dejen sammen, og rul den ud på et let meldrysset bord. Læg den i en smurt tærteform (ca. 22 cm).
2. Prik bunden med en gaffel og bag den i ca. 10 min. ved 175 grader (alm. ovn).

Lav fyldet imens

Karamelliserede løg: 
1. Pil løgene og halvere dem. Skær i tynde skiver. 
2. Varm en pande godt op med smør og steg løg til de var farve på panden. Hav tålmodighed, da det godt kan tage en smule tid (10-12 min.)
3. Tilsæt balsamico og honning og rør rundt. Drys med salt. Tag panden af varmen. 

Æggesnaps:
4. Slå æggene ud i en skål og pisk det sammen med creme fraiche, salt og peber. Vrid det optøet spinat for væske og bland det med æggesnapsen. Tilsæt halvdelen af revet mozzarella.
5. Fordel æggesnapsen på den forbagte tærtebund. Top med karamelliserede løg og til sidst resten af mozzarellaen. 
6. Bag tærten i ovnen ved 200 grader (alm. ovn) i ca. 30 min.

Svampepostej

En vegetarret er nu klar til jer. Denne postej er både rigtig god lun, men kan også nydes dagen efter til din frokost. 

Svampepostejen kan varieres på mange forskellige måder, da du kan supplere med andre grøntsager. F.eks. tænker jeg, at gulerod eller andre rodfrugter også vil gøre det godt. 

Opskriften er super nem at bikse sammen, dog kræver den lidt tid i ovnen, men der kan du f.eks. bruge tiden på at lave en salat til. Det kunne f.eks. være denne cremet speltsalat med linser, sød kartoffel og feta

Svampepostej (4 pers.)

Ingredienser:
400 g hytteost 
2 spsk havregryn 
200 g champignon
2 løg
½ revet squash
4 æg
Salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Rens champignon og hak dem i en minihakker til de er i små stykker.
2. Pil løg og hak det fint.
3. Riv squash på den grove side af rivejernet.   
4. Bland hytteost og havregryn sammen og tilsæt derefter de resterende ingredienser. 
6. Smør et ovnfast fad og kom blandingen i. Bages i midten af ovnen i ca. 55 min. ved 200 grader (alm. ovn). 

Crunchy blomkål


Blomkål på en ny og smagfuld måde. Det er nemlig blomkål pakket ind i panko rasp, så det bliver nogle crunchy mundefulde, der er gode som tilbehør.
Panko rasp er en asiatisk inspireret form for rasp, dog er den lidt mere grov i krummen end den almindelig rasp. Panko rasp laves ved at rive frisk hvedebrød og derefter bage de store krummer. Herved opnår man den grovere struktur.

Crunchy blomkål (tilbehør til 2 personer)
Ingredienser:
½ blomkål
1 æg
½ dl mælk
50 g panko rasp
Salt og peber

Fremgangsmåde:
1. Vask blomkål og skær i buketter.
2. Bland æg og mælk i en skål.
3. Kom panko rasp i en anden skål.
4. vend blomkålsbuket i æggeblandingen og derefter i panko rasp. Læg på bageplade med bagepapir og bag dem alle i ovnen ved 200 grader i 15 min. Sæt ovnen på grill og bag yderligere 5 min. til de er gyldne. Krydre dem med salt og peber og serverer med sur sød sovs.

Tærte med stegte svampe og aubergine

Det er ved at være længe siden, at jeg har delt en tærte opskrift med jer, så her kommer endnu et bud på en tærte med smagfuldt fyld.
Jeg elsker virkelig tærte, fordi det er så lækkert, og det kan varieres på så mange måder alt efter, hvad du har i køleskabet. Derudover er det så skønt at have med i madpakken dagen efter, så det ikke altid er f.eks. en rugbrødklapper ;-)

Tærte med stegte svampe og aubergine
Ingredienser:
Bund:
1 dl vand
¼ dl oliven olie
80 g havremel (blendet havegryn)
100 g hvedemel

Fyld:
250 g brune champignon
1 aubergine
1 løg

Æggesnaps:
5 æg
¾ dl mælk
100 g flødeost
Salt og peber
En god håndfuld hakket persille

Fremgangsmåde:
1. Bland alle ingredienserne til dejen sammen, og rul den ud på et let meldrysset bord. Læg den i en smurt tærteform (ca. 22 cm)
2. Prik bunden med en gaffel og bag den i ca. 10 min. ved 175 grader.

Lav fyldet imens:
3. Pil løget og halverer det. Skær i skiver.
4. Rens champignon og skær i skiver. Vask aubergine og skær i tern.
5. Varm en pande op med olie op steg først løgene bløde. Kom derefter champignon og aubergine på og steg til det hele er gyldent og mørt.
6. Fordel fyldet på den forbagte tærte bund.
7. Pisk æggemassen sammen og hæld udover.
8. Bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 30 min.

Enchiladas med spinat, stegte svampe og cheddar ost

Enchiladas,  er måske lidt ukendt for nogen, men det er egentligt bare en pakke med fyld. Denne er lavet af mexikanske pandekager med en masse dejlig og smagfuld fyld. Dette er en vegetarisk udgave, men jeg tænker, at den også sagtens kan laves med en form for kød fyld.

Den er super nem og lave, hvilket gør den til en af mine favoritter når det skal gå lidt stærkt med frokost eller aftensmaden. Der er mange muligheder for at præge pakken i retning af dine smagsløg, eksempelvis kunne den spices lidt op ved at tilsætte frisk chili. Til tilbehør ville en dejlig gurkemole smagt til med lime være rigtig dejlig.

Enchiladas med spinat, stegte svampe og cheddar ost (2 stk.)
Ingredienser:
1 løg
125 g champignon
2 håndfuld spinat
8 skiver rød snackpeber
30 g cheddarost, revet

2 mexikanske pandekager

Fremgangsmåde:
1. Rens champignon og skær i skiver. Pil løg og halverer det og skær i tynde skiver.
2. Varm en pande op med olie på til høj varme og steg løg og svampe i ca. 7-10 min til det er godt gyldent. Smag til med salt, når det er ved at være færdigt.
3. Placerer en mexikansk pandekage på en tallerken. Kom spinat på midten. Ovenpå lægges løg og svampe blandingen. Den toppes med skiver af peberfrugt og til sidst toppes med cheddar ost. Fold pandekagen sammen omkring fyldet.
4. Varm en tør pande op til en god høj varme og steg pakken med lukningen nedad. Vend den og steg den gylden på anden side.

Tærte med græskar, grønkål og gedeost

Yes, endelig er det til at finde græskar i supermarkederne igen! Det smager så dejligt, når det bliver bagt og kunne spise det i tonsvis. Det er længe siden, at jeg har lavet tærte og nu fik jeg en god veninde til frokost, så tænkte haps, det skal vi da have!

Jeg har lavet mange tærter igennem tiden, men jeg har dog aldrig prøvet med græskar, men det var helt sikkert ikke sidste gang! Sødmen fra græskar harmonerer godt sammen med den kraftige smag af gedeost. Hvis du ikke er fan af gedeost kan du også sagtens bruge andre typer af ost for eksempel feta.

Tærte med græskar, grønkål og gedeost
Ingredienser:
Dej:
1 dl vand
¼ dl oliven olie
80 g hvid fuldkorns hvedemel
100 g hvedemel

Fyld:
½ hokkaido græskar
1 spsk olivenolie
Salt og peber
Ca. 60 g frisk grønkål

Æggemasse:
5 æg
¾ dl mælk
150 g gedeost i små tern
Salt og peber

Fremgangsmåde:
1. Start med fyldet. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Halverer græskaret og fjern kerner.
2. Skær græskar i tern (ca. 1 x 1 cm) og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend ternene i olivenolie og drys med salt. Bag ternene i ca. 20 min til de er møre.
Lav nu tærtebunden.
4. Bland alle ingredienserne til dejen sammen, og rul den ud på et let meldrysset bord. Læg den i en tærteform (ca. 22 cm)
5. Prik bunden med en gaffel og bag den i ca. 10 min. ved 175 grader.
6. Fordel de bagte græskar tern, finthakket grønkål på den forbagte tærte bund.
6. Pisk æggemassen sammen og hæld udover.
7. Bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 30 min.

 

 

 

Quinoasalat med rucola, feta og falafel


En lækker og cremet salat med quinoa, som passer perfekt til din kødfrie aftensmad (hvis du har sådan en ;-) ). Jeg har her taget den nemme løsning og købt falafel (hvilket også er helt okay ind i mellem;-) ), men jeg har dog lavet hummus selv. Denne er smagt til med knust spidskommen og karry. Jeg synes, at karry i hummus giver den et lille twist, og den passer godt ind i netop denne ret.


Grøntsagerne i denne salat kan du skifte ud me,d hvad du lige har i køleskabet eksempelvis spinat i stedet for rucola, og desuden tænker jeg også, at et par saltede mandler på toppen ville give prikken over i’et. Jeg havde desværre ikke lige sådan nogen eller tiden til at lave dem.
Hvis der skulle kød i denne, ville jeg nok vælge kylling eller kalkun, da begge disse kødtyper ville gøre det godt i denne ret.

Quinoasalat med rucola, feta og falafel (2 personer)
Ingredienser:
125 g quinoa
2,5 dl kogende vand
salt

½ hjertesalat
2 store håndfulde rucola
2 spsk sultanas rosiner
100 g feta (gerne mere hvis du er feta-elsker)
Salt og peber
2 spsk olivenolie

Urtekram falafelkugler
Hummus smag til med knus spidskommen og karry
Top den med friske blåbær

Fremgangsmåde:
1. Kom quinoa i en kasserolle og overhæld den med kogende vand og tilsæt salt. Kog under låg i 10 min. og lad det trække under låg i 5 min. Lad den afkøle til stuetemperatur.
2. Skær hjertesalat i skiver og kom i en skål sammen med quinoa, rucola, rosiner og smuldret feta. Bland det hele godt sammen.
3. Tilsæt olivenolie og samt til med salt og peber.
4. Anret i en dyb tallerken eller i en skål og top den med friske blåbær samt hummus og falafelkugler.

Råsyltede gulerødder med appelsin og ingefær


En inspirerende aften hos Nicolas Vahé og House doctor, hvor den stod på Midsummer Mingle sammen med en gruppe andre madbloggere, samt mit arbejde, har givet mig inspiration til disse råsyltede gulerødder. Det er en smagfuld og anerledes måde at spise gulerødder, da de fleste ofte river dem eller på en anden måde spiser dem i rå format.


Prøv dem! Det er virkelig en god snack, f.eks. hvis den lille sult melder sig lige inden spise tid. De kan også sagtens skære i mindre stykker og kommes i salater og give salaten det syrlige og søde. De rummer nemlig både det syrlige fra eddikelagen samt sødmen fra appelsinen og en anelse efterfornemmelse af den skarpe ingefær.

Råsyltede gulerødder med appelsin og ingefær
Ingredienser:
Lage:
2,5 dl æbleeddike
100 g rørsukker
1 spsk frisk revet ingefær

300 g gulerødder
1 økologisk appelsin

Fremgangsmåde:
1. Kom eddike og rørsukker i en lille kasserolle og kog det op ved svag varme til sukkeret er opløst.
2. Tilsæt fintrevet ingefær og lad lagen afkøle.
3. Skræl gulerødderne og skær dem i stave. Vask appelsinen og skær den i skiver.
4. Kom gulerodsstavene i et glas, hæld laven over og kom appelsinskiverne i.
Sørg for at lagen dækker det hele.

Fyldte portobellosvampe


Skal den stå på vegetarisk en gang imellem, så er dette helt klart et anbefalelsesværdigt bud, for må indrømme, waou det er lækkert! Der er utrolig meget umami smag i disse fyldte svampe, hvilket kun tilfredsstiller smagsløgene.
Du kan bruge det som tilbehør til andet, eller som hovedret, men så skal der nok beregnes et par stykker per person.

Undgå at vask svampene under rindende vand, da de suger vandet til sig. De kan i stedet for vaskes med et fugtigt stykke køkkenrulle.
Jeg brugte parmesanost ovenpå disse, men en anden type ost kan også sagtens bruges. Derudover kan fyldet også byttes ud med, hvad du har i køleskabet, men denne kombination er hvert fald en sikker vinder ;-)

Fyldte portobellosvampe
Ingredienser:
6 portobellosvampe
8 cherrytomater, hakkede
4 fed hvidløg, fintsnittet
1 stort løg, fintsnittet
1 spsk citronsaft
1 håndfuld spinat
Fintrevet parmesanost
Olivenolie
Salt og peber
2 kviste frisk rosmarin

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
2. Rens alle svampene og vrid stokken fri. Gem dem til fyldet.
3. Hak løg og hvidløg og svits det i olivenolie.
4. Tilsæt de hakkede tomater, hakket rosmarin samt de hakkede svampestok og de to resterende svampe, som er skåret i mindre tern. Lad det stege til løg, tomater og svampe er bløde. Tilsæt 1 spsk citronsaft.
5. Krydr med salt og peber og tilsæt spinat
6. Smør et ildfastfad med olie og placerer svampene. Når fyldet er rørt sammen hælder du dit fyld op i de 4 svampe.
7. Top dem med revet parmesanost. Steg dem i ovnen ca. 12 min.
Serverer dem varme.

« Ældre indlæg

© 2019 Suitfood

Tema af Anders NorenOp ↑