Author: suitfood (Side 1 af 25)

Salat med bagt spaghettisquash, rosenkål og cremet feta

Spaghettisquash er måske en ny grøntsag for dig? Den har den fantastiske egenskab, at når man bager den i ovnen med lidt olie og salt, kan man skrabe fine små spaghetti strimler og bruge til sin kødsauce eller i salater mm. 

Den tilhører græskarfamilien og bliver faktisk også kaldt spaghettigræskar. 

Jeg stiftede bekendtskab med den for nogle år siden, og jeg glæder mig hvert år til, at det bliver græskar-sæson, for så er den til at få igen i supermarkederne. 
Den kræver så lidt, foruden et par gode muller og forsigtighed når den skal åbnes, da den har en hård skal at komme igennem. Men derefter er det piv let! 

Salat med bagt spaghettisquash, rosenkål og cremet feta             
Tilbehør til 4 personer         

Ingredienser:
1 spaghettisquash
3-4 spsk olivenolie
Salt
2 fed hvidløg
200-300 g rosenkål (Jeg brugte dem fra frost)
100 g feta (fx. Puck)

Fremgangsmåde:
1. Vær forsigtig, når du skal åbne den. Den har en hård skal og svær at skære over. Men forsøg og få den delt i to. Fjern kernerne og placerer dem på en bageplade med bagepapir med skærefladen opad. 
2. Pensl med olie og drys med salt og presset hvidløg. 
3. Bag det i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 50 min. til det er blødt og lækkert og kan lave spaghetti. 
4. Når der er ca. 20 min tilbage af bagetiden, kommes rosenkål på en bageplade med bagepapir. Drys med olie og salt og bage dem med den resterende bagetid.
5. Find en gaffel frem og så skal du i gang med at skrabe smagfuld kød ud af din spaghettisquash.  
6. Bland dine spaghettisquash med de stegte rosenkål og top med feta. 

Snackbarer med poppet quinoa og peanutbutter

Snackbarer fyldt med lækre sager og toppet med et tykt lag mørk chokolade – en hammer god hapser til den søde tand. 

De er meget nemme at bikse sammen og på et øjeblik, så er der en snack til dig.
Disse snackbarer er sødet med honning, og man må bare sige at sød honning med salt peanutbutter kombineret med knasende poppet quinoa og lige toppet med bitter tykt lag chokolade, det er altså en ret god kombi ;-) 
Poppet quinoa fandt jeg i Søstrene Grene, men har også set det som en SPOT varer i fx Netto. Jeg har brugt den fra Toftkærgaard, men jeg kan se, at Biogan og andre producenter også har det i deres sortiment. 

Jeg har lavet dem som snackbarer, men du vil også sagtens kunne rulle dem til små kugler, bage dem og derefter overtrække dem med chokolade. Den variant har jeg også forsøgt mig med og passer godt på et kaffe/kage bord, som en lille choklade-hapser. 

Snackbarer med poppet quinoa og peanutbutter
5 barer 

Ingredienser:
25 g poppet quinoa
50 g havregryn
2 spsk flydende honning (jeg brugte akacie honning)
1 spsk peanutbutter

40 g mørk chokolade
1 tsk smør

Fremgangsmåde:
1. Kom alle ingredienserne i en skål og røre det hele godt sammen. 
2. Find en passende form frem og pres det hele godt sammen. 
3. Bag det i 7-8 min. ved 200 grader (alm. ovn) til det er lidt gyldent på toppen. Lad det afkøle. 
4. Smelt chokoladen sammen med smørren og smør det på toppen. 
5. Sæt på køl til chokoladen sætter sig og skær i passende små snack stykker. 
Opbevar dem i køleskabet. 

Små søde bønne-bidder

Jeg var på jagt efter en sød lille eftermiddagssnack og kiggede i køkkenskabet. Der stod lidt af hvert… Jeg begyndte, at blande noget sammen og smage til og det ende med disse små søde bider, som er blev ret gode. Og desværre ikke holdte så længe i køleskabet, som jeg havde håber ;-)  

Bønne-bidderne er blevet tilført mørk chokolade og søde tørrede tranebær, men dette kan selvfølgelig udelades (det anbefaler jeg nu ikke, da det virkelig smager dejligt med ;-) ) eller byttes ud med andet, fx rosiner. 

Små søde bønne-bider
18 stk. 

Ingredienser:
1 dåse blandede bønner (alternativ en dåse butterbeans eller kikærter)
3-4 spsk agave sirup
7 spsk havregryn
2 spsk peanutbutter
En smule vand
40 g mørk chokolade
2 spsk tørrede tranebær

Fremgangsmåde:
1. Kom bønner, sirup, havregryn og peanutbutter i en foodprocessor/minihakker. Blend det til det bliver en sammenhængende masse. Justere med væske eller havregryn for at få den optimale konsistens til at rulle dem til kugler. 
2. Hak chokoladen groft og kom det ned til bønne-massen sammen med tranebær. Giv det en sidste omgang i blend. 
3. Rul til kugler og opbevar på køl. 

Krydret aubergineret

En simpel og nem vegetarret som både kan bruges som tilbehør, fx på et tapas bord, eller være en hovedret. Retten er fyldt med smag og kan spises, som den er eller suppleres med ris eller fladbrød. 

Jeg har toppet den med lidt frisk persille, men jeg tror næste gang, jeg skal lave den, vil jeg lave en raita, der kunne komme på toppen. Der er ikke meget forberedelse og arbejde i denne ret, da den egentligt bare skal stå at passe dig selv på panden. 

Krydret aubergineret
2 personer

Ingredienser:
1 aubergine
2 tsk salt
2 løg
4 hvidløg
1 tsk kanel
1 tak gurkemeje
1 tsk sød paprika
100 g champignon, i skiver
1 dåse hakkede tomater

Fremgangsmåde:
1. Skær aubergine i tern af ca. 1,5 x 1,5 cm. Kom i skål bland med 2 tsk salt. 
2. Hak løg og hvidløg fint. 
3. Varm en pande op med olie (lidt over middel varme). Svits løg og hvidløg til de er blanke (det tager ca. 2-3 min.).
4. Tilsæt krydderierne og lad det stege 1-2 min. 
5. Skyl aubergine for salt. Og kom dem på panden sammen med champignon. Skru ned til middel varme og lad stege til det begynder at blive blødt. Det tager omkring 8-10 min. 
6. Tilsæt hakkede tomater og rør godt rundt. Skru helt ned på laveste blus. Kom låg på og lad det stå og simre i 15-20 min. Smag til med salt og sukker. 

Rissalat med sæsonens grønne asparges og squash

En nem og fyldig salat med grønne grøntsager, nemlig squash og asparges. Den er med få ingredienser, men smager stadig rigtig godt. En salat du både kan bruge som tilbehør eller til frokosten. 

Det gode ved en rissalat som denne er, at de giver en rigtig god mæthed, samt du kan variere i dets indhold alt efter årstidens grøntsager. Ligeledes kan du bytte risene ud med fx quinoa eller lignende. 

Rissalat med sæsonens grønne asparges og squash
Måltid for 2 personer/tilbehør til 4 personer. 

Ingredienser:
2 dl brune ris/fuldkornsris
½ squash
½ bundt grønne asparges

Marinade:
2 spsk olivenolie
1 tsk sennep
1 spsk citron saft
1 tsk honning

Parmesanflager til topping. 

Fremgangsmåde:
1. Kog risene efter anvisning på pakken. Lad dem køle af. 
2. Vask squash og skær i tynde skiver eller i tynde bånd. Brug evt. et mandolinjern eller en tyndskræller. 
3. Den nederste ende brækkes/skæres af. Skær dem i små stykker af 0,5-1 cm. 
4. Bland ingredienserne til marinaden og bland det hele sammen. 
5. Anret i en skål eller på et fad og top med parmesanflager. 

Yoghurtkage med rabarber og crumble

Den her kage smager virkelig genialt! – en let yoghurtkage med søde og syrlige rabarber sammen med en lækker crumble. En kage der virkelig godt kan gå hen og blive vanedannende!
Kagen kan sagtens laves med andre af sommerens bær, når vi er ude af rabarber sæsonen igen ;-) 

Den smager perfekt og har den helt rette konsistens. Og så er den også ret nem at lave. Den skal gerne laves dagen før, da den har rigtig godt af at stå på køl og sætte sig. 

Kagen er en videreudvikling af en anden yoghurtkage med blåbær og hvid chokolade, jeg lagde ud for lidt tid siden. Rabarber, er som sagt i sæson nu her, så de skulle selvfølgelig med i kagen, samt et sprødt lag crumble.

Yoghurtkage med rabarber og crumble

Ingredienser:
Yoghurtkage med rabarber:
400 g rabarber
2 spsk sukker
35 g mel
2 æg
100 g sukker
5 dl yoghurt naturel 1,5 % 
Skal fra 1 økologisk citron
150 g hvedemel
2 tsk bagepulver
Lidt salt
50 g smør

Crumble:
115 g smør
145 g sukker
100 g hvedemel
60 g havregryn

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader (traditionel ovn).
2. Rens rabarber og skær i mindre stykker, ca. 1-2 cm. Vend dem med 2 spsk sukker og 35 g mel. Lad dem stå.  
3. Pisk æg og sukker sammen til en lyst og luftigt. 
4. Rør yoghurten i dejen sammen med citronskal og sigt derefter mel, bagepulver og salt ned i dejen. 
5. Smelt smørret og rør det i vejen. 
6. Kom dejen i en smurt springform (ca. 24 cm i diameter). 
7. Fordel rabarberstykkerne jævnt ovenpå dejen. 
8. Bland ingredienserne til crumble og fordel det over hele kagen, så den er dækket. 
9. Bag kagen i 15 min. ved 200 grader. Skru derefter temperaturen ned til 160 grader og bag kagen yderligere i 50 min. 
10. Afkøl kagen før den tages ud af formen. 
Lad den gerne komme på køl natten over. 

Yoghurtkage med blåbær og hvid chokolade

Denne yoghurtkage er meget nem at lave og kan varieres alt afhængig af, hvad du lyster. Jeg er vild med smagskombinationen af blåbær og hvid chokolade, og derfor blev det lige de råvarer, jeg kom i denne kage. Men blåbærrene kan du skifte ud med andre typer af bær i løbet af sommeren, måske du er så heldig at have nogen ude i haven ;-) Andre typer af frugt som æble og pærer kan også skæres i tern og vendes i. 

Kagen minder lidt om en cheesecake, dog er den lidt mere let i det. Denne er også uden en crunchy bund, som ofte også kendetegner en cheesecake. Jeg vil dog helt sikkert prøve at eksperimentere med at lave den med andre bær og tilføje et crunchy element i form af en bund eller knas på toppen. Det har jeg ikke fundet ud af endnu ;-) 

Yoghurtkage med blåbær og hvid chokolade

Ingredienser:
400 g blåbær
100 g hvid chokolade
2 æg
100 g sukker
5 dl yoghurt naturel 1,5 % 
150 g hvedemel
2 tsk bagepulver
Lidt salt
50 g smør

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader (traditionel ovn).
2. Pisk æg og sukker sammen til en lyst og luftigt. 
3. Rør yoghurten i dejen og sigt derefter mel, bagepulver og salt ned i dejen. 
4. Smelt smørret og rør det i vejen. 
5. Skyl blåbærrene og hak hvid chokolade groft. Vend det forsigtigt i dejen. 
6. Kom dejen i en smurt springform (ca. 24 cm i diameter). 
7. Bag kagen i 15 min. ved 200 grader. Skru derefter temperaturen ned til 160 grader og bag kagen yderligere i 40-50 min. 
8. Afkøl kagen før den tages ud af formen. 

Æggesalat

Der er ikke noget som en hjemmelavede pålæg og i dette tilfælde en lækker æggesalat, der vil passe rigtig godt på dit frokostbord. 

Æggesalaten er meget nem at lave og kan som altid, varieres og smages til som du synes. Andre krydderurter kan bruges fx purløg og evt. tilføje lidt kapers i. 

Rigtig god påske til alle :-)

Opskriften er til 3-4 personer

Ingredienser:
3 æg
1 spsk mayonnaise
2 spsk creme fraiche 18 %
1 tsk grov sennep
Salt og peber
½ tsk karry
¼ tsk gurkemeje
½ æble 
1 stilk blegselleri
1 spsk dild, hakket
1 spsk karse

Fremgangsmåde:
1. Kog æggene i 10 min. Kom dem i koldt vand. 
2. Pil æggene når de er kølet af og skær i små tern. 
3. Bland i en skål; creme fraiche, mayonnaise, sennep, karry og gurkemeje. Smag til med salt og peber. Bland det med æggene, samt små æbletern og blegselleri tern. 
4. Bland krydderurterne i. 
Nyd oven på et stykke rugbrød og evt. til din sild. 

Daal med aubergine

Daal, er en indisk linseret, som kan varieres på rigtig mange måder. Der er (nærmest) ingen begrænsninger for, hvad du kan fylde i den af grøntsager, hvilket også gør det til en god ret, når man skal have brugt nogle grøntsager, der måske er ved at være en anelse slatne. 

I denne særlige tid, vi er i nu, forsøger jeg at rydde ud i køkkenskabene og bruge, hvad jeg har. Der stod røde linser og en dåse hakkede tomater, hvorfor jeg kom til at tænke på en lækker daal, som altid er dejlig krydret og smagfuld. Denne version har jeg lavet med aubergine, da jeg tænkte at den kunne være ret lækker og give noget mere fylde i retten. Server din daal med evt. raita eller blot en klat cremefraiche på toppen og noget lækkert brød til. 

Daal med aubergine
4 personer 

Ingredienser:
1 løg
4 fed hvidløg
2 spsk ingefær, fintrevet
1 aubergine
300 g røde linser
½ tsk chiliflager
1 spsk stødt spidskommen
2 tsk tørret koriander
½ tsk kardemomme
1 dåse hakkede tomater
0,7 l grøntsagsbouillon

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader.
2. Vask aubergine og skær i mundrette tern. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend det med olie og salt og bag dem møre i ca. 15 min. 
3. Løg, hvidløg, ingefær hakkes fint. 
4. Varm en gryde op med olie og tilsæt løg, hvidløg og ingefær. Svits det i 1 minut. 
5. Tilsæt chiliflager, spidskommen, koriander og kardemomme og svits krydderierne af under omrøring i ca. 1-2 min. 
6. Skyl linserne i en si og kom dem i gryden sammen med bouillon og hakkede tomater. 
7. Lad den simre i ca. 15-20 min. til de er møre.
8. Tilsæt aubergine og smag retten til.

Cremet hvidkålssalat med frisk æble

Et hvidkål kan til tider være en træls grøntsag at komme igennem, men jeg har her lavet en simpel og cremet salat, som faktisk gør hvidkål dejlig spiselig. Det væsentlige, når man laver en salat som denne, ligger særligt i snittearbejdet. Nemlig få den skåret så fint som muligt og få din kål marineret i en smagfuld dressing. I denne salat har jeg lavet en cremet dressing, der giver en god fedme. Hertil friske skiver af æble hvilket giver noget sødme og friskhed til salaten. 

Cremet hvidkålssalat med frisk æble
Tilbehør til 4 personer

Ingredienser:
550 g hvidkål
1 æble

Æggecreme:
1 æg 
1,5 spsk mayonnaise
¼ tsk eddike fx hvidvinseddike eller æbleeddike
½ tsk salt

Topping:
1 håndfuld bredbladet persille 
1 håndfuld mynte
Ristede nødder

Fremgangsmåde:
Æggecreme:
1. Kom ægget i en lille kasserolle med koldt vand. Bring i kog, og lad det koge i ca. 3 min.
2. Skyl ægget i koldt vand, og pil det.
3. Blend ægget sammen med mayonnaise og æblecidereddike til en glat creme. Smag til med salt og evt. mere eddike. 


4. Snit hvidkål helt fint. 
5. Snit æblet i tynde skiver eller tern. 
6. Bland hvidkål med æggecremen og vend derefter æble i. 
7. Hak urterne og vend 2/3 af dem i salaten og gem resten af dem til topping sammen med hakkede ristede nødder.

« Ældre indlæg

© 2020 Suitfood

Tema af Anders NorenOp ↑