I forbindelse med at jeg skal være med til en madfestival for unge (Food Maker Faire 2019 – find begivenheden på Facebook), skulle jeg i køkkenet og eksperimentere med en vegansk kage. Udgaven som vi (min makker og jeg) har med til madfestivalen minder meget om denne, men jeg har her gjort et par små ændringer. 

Normalvis er jeg ikke så meget inde i det veganske køkken, men jeg synes, det er meget interessant, at man kan bruge et produkt man normalvis ville smide ud; nemlig kikærtevandet. Det er spændende, at man egentligt både kan bruge kikærterne og kikærtevandet (det kan faktisk bruges i cookies eller piskes til en marengs ligesom æggehvide). Derfor hvis man nu ikke kan tåle æg, så er denne kage oplagt, og hvis man gerne vil undgå hvedemel, jamen så er denne kage ligeledes oplagt at prøve.  

Kage med kikærter, chokolade og peanuts

10 pers

Ingredienser:

1 dåser kikærter 

1 ¼ dl havregryn

¼ dl kikærtevand  

¼ dl olie 

4 tsk friskpresset citronsaft

Skallen fra 1 citron, fintrevet

1 tsk bagepulver 

¼ tsk salt

1 ¾ dl sukker

50 g mørk chokolade

50 g saltede peanuts

Fremgangsmåde

1. Dræn kikærterne fra lagen, men husk at gemme lidt af kikærtevandet. 

2. Kom kikærterne op i en foodprocessor sammen med de øvrige ingredienser undtagen chokolade og peanuts. Blend det grundigt sammen.  

3. Hak chokoladen og peanuts groft og vend dem i dejen. 

4. Beklæd en form (20 x 20 cm) med bagepapir. Bag kagen i 40 min. ved 175 grader varmluft . Lad kagen afkøle når den kommer ud inden du tager den op af formen. Kagen har godt af at stå natten over på køl, da den vil sætte sig mere og smagene trække mere frem.