En klassiker i julen er hos mange konfekt med to stykker marcipan med et stykke nougat imellem – det er jo bare en lækker kombination! Jeg har taget dette klassiske konfekt stykke og givet en lille snore tur. Det er nemlig stadig marcipan og nougat, men med et lidt andet udseende, nemlig som en spiral dyppet i mørk chokolade og toppet med knuste saltstænger eller kokos.

Toppingen kan du varierer i forhold, hvad du lyster. Jeg kunne forstille mig, at knuste rød- og hvid-stribede bolcher eller finthakkede saltede peanuts også ville gøre det godt på dette konfekt stykke. Jeg har ikke skrevet mængder på, hvilket er helt bevidst, da jeg lader det være op til dig, hvor store eller små dine spiraler skal være og derfor er mængderne selvfølgelig forskellige. 

Konfekt spiraler

Ingredienser:

Marcipan

Nougat, koldt

Mørk chokolade

Topping:

Saltstænger

Kokos

Fremgangsmåde:

1. Nougat skal være helt kold, så hold den i køleskabet ind til den skal bruges. Marcipan og nougat skæres med en osteskærer på den lange led af blokken. Læg hhv. marcipan- og nougat-skiverne ved siden af hinanden så det danner to firkanter på ca. 15 x 15 cm. (en marcipan-firkant og en nougat-firkant). Disse bliver på størrelse med en 5-krone. 

2. Bred et stykke husholdningsfilm ud på bordet. Læg marcipan-firkanten på midten af husholdningsfilmen. Læg nougat oven på marcipan. Læg et stykke bagepapir over og rul forsigtigt en smule med en kagerulle, så de bliver klistret en smule mere sammen og evt. adskillelser samles. Fjern bagepapir.

3. Tril marcipan og nougat stramt og forsigtigt sammen til en roulade og forsøg at marcipanen ikke sprækker for meget. Hvis det skulle ske kan det lappes med lidt ekstra marcipan til sidst. Pak husholdningsfilmen stramt om din roulade og kom den i fryseren i 30 min. Det gør den nemmere at skære. 

4. I mellem tiden kan du smelte chokolade og klargøre din topping. Kom saltstængerne i en frysepose og bank dem i småstykker med en kagerulle. 

5. Når rouladen er godt kold skæres den i skiver a ca. ½ cm.

6. Dyp halvdelen af spiralen i chokolade og læg den på plade beklædt med bagepapir. Drys med topping på chokoladen. Læg dem i køleskabet og pak dem i en lufttæt beholder når chokoladen er størknet. Opbevar på køl.