Disse snickerssnegle er virkelig hammer gode!! De er rigtig dejlig bløde og fyldt med dejligt snaskede fyld (på den gode måde). I én mundfuld får du både det bløde sammen med knas fra chokolade og små peanuts stykker – Haps! Smagsløgene bliver ligeledes tilfredsstillet fuldt ud, da kombination af det salte peanutbutter altid smager dejligt sammen med mørk chokolade og sukker – Mhhh.
Der er ikke den velkendte snickers i kagen, men da den smagsmæssigt er en smule derhenad, fik de navn efter den.
Kagen tager nogle timer at lave, men det er alt hæve/vente tiden værd, da kagen bliver super lækker.


Jeg vil igen nævne, som jeg også gjorde da jeg delte opskriften på kardemommesnegle kagen, at jeg har valgt at bruge både speltmel og almindelig hvedemel, da de minder meget om hinanden, men der er dog vigtige forskelle. Speltmel har et højt indhold af gluten, ligesom hvedemel, men kvaliteten er desværre knap så god og giver derfor et slapt glutennetværk, som gør dejen blød. Den bliver blødere, jo længere tid den bliver æltet, hvorfor man skal passe lidt på, når den æltes. Derfor er det en god idé at supplerer med hvedemel, da det bliver lettere at bage med speltmel, og den får mere volume.

Snickerssnegle
Ingredienser:
Dej:
25 g gær
2 ½ dl mælk
200 g sigtet speltmel
300 g hvedemel
1 æg (½ til dejen og ½ til pensling)
5 g salt
50 g rørsukker
50 g smør

Remonce:
95 g blødt smør
60 g kokossukker
150 g peanutbutter, crunchy
1 spsk hvedemel

70 g mørk chokolade (jeg brugte 70 % mørk chokolade)

Fremgangsmåde:
Dej:
1. Smelt smørret og lun mælken heri.
2. Kom blandingen i en skål og opløs gæren heri.
3. Tilsæt æg, sukker og salt. Rør rundt.
4. Sigt mel i dejen lidt ad gangen (start med hvedemel mængden). Ælt til dejen er glat og smidig, dog kan den stadig godt være lidt klistret, hvilket ikke gør noget. Ælt så godt du kan. Jeg brugte en håndmikser med dejkroge, hvilket virkede ret godt.
5. Lad dejen hæve tildækket i skålen ved stuetemperatur i 2 timer.

Fyld:
6. Bland alle ingredienserne til remoncen.

7. Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en rektangel (ca. 35 x 50 cm). Fordel remoncen på så den dækker næsten ud til kanten. Drys med hakkede chokolade.
8. Rul dejen stramt sammen og skær dejen ud i ca. 16 stykker (ca. 2 cm tykke skriver). Læg sneglene side om side i en springform (24 cm diameter) beklædt med bagepapir. Der skal være en smule afstand mellem sneglene så der er plads til at de vokser lidt.
(Portionen giver lige lidt ekstra snegle til ved siden af ;-) )
9. Lad dem efterhæve i 1 timer.
10. Pensle kagen med æg og bag den ved 180 grader i ca. 25 min til den er gylden og gennembagt.
Læg evt. et stykke sølvpapir over kagen efter 15 min. så den ikke bliver alt for mørk.