Så er der frugtkage på bloggen og en af dem jeg sjælendt laver. En upside-down-kage med ananas. Det er godt nok slet ikke sæson for denne frugt eller andet sommerligt, meeeeenn jeg endte, af en eller anden årsag, med en masse ananas og det skulle bestemt ikke gå til spilde. Selvfølgelig kunne jeg bruge det til topping på morgenmaden, men jeg stod i den heldige situation, at jeg skulle lave dessert til en lækker tøsemiddag. Så ja en god anledning til at lave en kage.


Kagedejen er lavet med udgangspunkt i den upside down kage, jeg tidligere har lavet her til bloggen, men dog har jeg lavet nogle få ændringer. Eksempelvis har jeg tilføjet appelsinskal, da jeg synes det giver en friskhed, særligt til den fede hvide chokolade, men det kan du også undlade eller erstatte med citronskal.

Ananaskage
Ingredienser:
30 g smør
55 g brun farin
35 g sukker
240 g ananas i skiver

80 g blødt smør
80 g sukker
1 vaniljestang
2 æg (str. M/L)
155 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl letmælk
70 g groft hakkede mandler
Appelsinskal fra 1 økologisk appelsin (kan undlades)

10 g hvid chokolade (revet) på toppen

Fremgangsmåde:
1. Smelt smørret og bland det med brun farin og sukker. Fordel det i bunden af en form (jeg brugte en springform på 24 cm)
2. Skær skrallen af ananas og skær i passende stykker ca. ½ cm tykkelse og læg dem i formen.
3. Pisk smør, sukker og vaniljekorn til en det er lyst. Pisk æggene i.
4. Sigt de tørre ingredienser sammen og vend dem i dejen.
5. Tilsæt letmælk, hvid chokolade og fintrevet appelsinskal og fordel over ananasen.
6. Bag i ovnen ved 175 grader i ca. 25 min.
7. Lad kagen afkøle i ca. 15 min før den løsnes fra formen og vendes ud på et fad. Lad den køle helt af og gerne i køleskabet til sidst. Drys med revet hvid chokolade.