Grød er altid et hit til morgenmaden og gerne med forskellig slags topping og fyld. Nu ville jeg også prøve at lave en bagt udgave af grød, da jeg har set en lange række billeder, som ser så lækre ud. Jeg har tidligere lavet noget lignende, nemlig mine morgenmadsmuffins, men nu ville jeg forsøge mig med lidt mere fyld og en anden udgave.
Du kan spise et stykke af den bagte grød til morgenmad med lidt skyr på toppen og frisk frugt ved siden eller nyde den som eftermiddagskage.


Fyldet i denne bagte grød kan du skifte ud alt efter, hvad du har i dit køleskab og køkkenskabe, eksempelvis erstatte nogle af mandlerne med hasselnødder, tilføje lidt rosiner eller bruge pære i stedet for æbler. Der er mange muligheder, så det er bare med at finde din ynglings udgave.
Denne bagte grød er dejlig mættende og må indrømme det er næsten som er spise kage til morgenmad ;-) Den har både den bløde konsistens, men samtidig er den også knasende fra nødderne og sprøde æbler, og så er den dejlig sød i smagen.

Ovnbagt grød med æbler og dadler (4 pers.)
Ingredienser:
200 g æble (svarende til 1 stort eller to små)
135 g havregryn
30 g mandler
40 g friske dadler
1 spsk kanelsukker
¼ tsk kardemomme
1 vaniljestang
2 dl vand
Saften fra 1 appelsin
2 æg (str. M/L)

Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 200 grader
2. Skær ca. 1/3 af æblet i tynde både til pynt på toppen og resten i små tern, hak nødderne groft og skær dadlerne i mindre stykker.
3. Tag vaniljekornene ud og mas dem med lidt sukker, så kornene bliver skilt fra hinanden.
4. Pisk æggene sammen og bland med de øvrige ingredienser.
5. Bland det hele sammen og hæld massen i en passende smurt form eller beklædt med bagepapir (jeg brugt en form på 35 x 10 cm)
6. Bag grøden midt i ovnen i ca. 30 min.