img_4639Det er længe siden, at jeg har lavet tærte og havde samtidig sådan lyst til at lave noget med gedeost. Her ved jeg godt, at vandene skiller, for det er absolut ikke alle, der er til denne ost. Jeg synes nu, at den smager dejligt og fik den også i en tærte, da jeg var på ferie i Barcelona i august. Dog er det helt andre formater af gedeost de har dernede; større ruller og med mere smag – hvert fald sammenlignet med de små ruller vi kan købe herhjemme i supermarkederne.
Derudover er der også at finde spinat og porre i tærten og de to råvarer går man vidst aldrig galt i byen med i en tærte. De passer godt sammen med den kraftige smag fra gedeosten. Tærtebunden er lavet med fuldkornsmel, hvilket jeg opdagede jeg ikke har prøvet før, men synes nu resultat blev ret godt. Den bliver nemlig dejlig sprød.

Tærte med spinat, porre og gedeost
Ingredienser:
Dej:
1 dl vand
¼ dl oliven olie
75 g fuldkornshvedemel
100 g hvedemel

Fyld:
1 løg
130 g spinat fra frost (vandet er vredet fra)
2 porre
120 g gedeost i 9 skiver

Æggemasse:
5 æg
¾ dl mælk
50 g gedeost i små tern
Salt og peber

Fremgangsmåde:
1. Bland alle ingredienserne til dejen sammen, og rul den ud på et let meldrysset bord. Læg den i en tærteform (ca. 22 cm)
2. Prik bunden med en gaffel og bag den i ca. 10 min. ved 175 grader. Mens den bages laves fyldet
3. Skær løget i tern svits dem på en pande i ca. 2 min.
4. Skyl porrerne grundigt og skær dem i skiver. Svits dem sammen med løgene i yderligere 5 min. Fordel det i tærtebunden.
5. Vrid spinaten for væske og fordel det over.
6. Pisk æggemassen sammen og hæld udover.
7. Skær gedeost i skiver og læg på toppen.
8. Bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 30 min. Giv den lidt grill på toppen de sidste 4-6 min.

img_4645