Der er ikke noget som danske jordbær og så på en jordbærtærte. Tro det eller ej, men jeg har aldrig prøvet at lave jordbærtærte, så det skulle prøves denne sommer. Jeg har her lavet nogle små nogle af slagsen. De er også uden den velkendte mazarinmasse, men i stedet for en nøddecreme. Den gør det bestemt ikke ringere – overhovedet ikke! Velbekomme, du vil ikke fortryde, hvis du laver dem ☺

Små jordbærtærter (10 stk.)
Ingredienser:
Mørdej:
40 g flormelis
60 g smør
20 g mandelmel
130 g mel
½ æg
Salt

Nøddecreme:
75 g smør, stuetemperatur
100 g sukker
1 æg
50 g hakkede mandler

45 g mørk chokolade

Vaniljecreme:
1 vaniljestang
3 spsk sukker
1 æg
1 ½ dl mælk
½ spsk majsstivelse

Ca. 200 g jordbær
Evt. friske mynteblade

Fremgangsmåde:
Mørdej:
1. Ælt alle ingredienserne sammen til dejen er ensartet. Pak den ind i husholdningsfilm og sæt mørdejen i fryseren i ca. 20 min.
2. Rul dejen ud og udstik i cirkler. Jeg brugte en på 9 cm i diameter. Kom cirklerne i små muffinslignende forme (3 x 7 cm). Stik huller i bunden med en gaffel. Sæt dem på køl.
3. Tænd ovnen på 175 grader.

Nøddecreme:
4. Lav imens nøddecremen: Blødgør smørret og pisk det sammen med sukker. Hak mandlerne og kom dem i sammen med de restende ingredienser.
5. Fordel nøddecremen i alle de små tærter. Bag dem i midten af ovnen i 20-22 min. til de har en gylden overflade.
Hak chokoladen og fordel den ud over de varme tærter. Smør det smeltede chokolade med en kniv så det dækker hele overfladen.  Lad kagerne afkøle helt.

Vaniljecreme:
6. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker på et spækbræt så vaniljekornene bliver skilt fra hinanden.
7. Pisk vanilje, sukker og æg sammen i en kasserolle.
8. Tilsæt mælk og majsstivelse og pisk det godt sammen med æggemassen.
9. Kom den tomme vaniljestang op i kasserollen.
10. Bring cremen i kog mens du pisker. Lad cremen tykne før du tager den af varmen.
11. Hæld cremen i en skål og dæk overfladen med husholdningsfilm. Sæt cremen på køl til den er helt kold.
12. Fordel vaniljecremen i et jævnt lag udover de små tærter.
13. Pynt med halverede jordbær på toppen og evt. hakkede friske mynteblade. IMG_3352

IMG_3335